LOGE NR. 74 Niels Ebbesen

Hvem var Niels Ebbesen ?
I året 1340 drog
grev Gerhard af Holsten op i Jylland med en stor hær og havde med sig mere end
11 tusind mand krigsfolk, idet han ville udrydde alle Jyllands stormænd og
overdrage dette land til sine tyskere. En del af hæren havde han imidlertid med
sig, en del sendte han med sine to sønner til andre egne i Jylland. Mens han
selv opholdt sig i Randers, kom en vis jysk væbner ved navn Niels Ebbesen, der
ialt havde 47 følgesvende, den første dag i april ved nattetid til byen
Randers over broen. På vejen til grevens logi lod de trommerne røre og satte
ild på byen, så trængte han ind med vold, og selv gik han ind til greven
sammen med andre og dræbte ham dristigt, samtidig med at der var 4000 mand
tropper af grevens hær i byen. Da det var gjort, og han ville flygte ad broen,
blev han forfulgt af flere bannere af grevens tropper. Dem holdt han i den grad
stangen, at han dræbte to af deres meget fornemme riddere ligesom flere andre,
således undslap han sammen med sine, da de havde kastet broens planker af bag
sig, og han mistede ingen uden én. Men da den nævnte greve var død, vendte
hele hans store hær med skam hjem til deres eget og efterlod de skatter, der
var lovet eller som de havde fået, og desuden blev mange af dem dræbt i
baghold fra danskerne.
Samme år, den 2. maj, dræbte samme Niels Ebbesen mange
tyske ved Skjern Å, hvor de var ved at bygge en borg til danskernes fordærv.
Men det samme år, da samme Niels Ebbesen belejrede borgen Skanderborg blev han
angrebet af en stor tysk hær, der kom over ham på Alle Sjæles dag. Han gav
dem hård kamp, men selv bukkede han under dér og ligeledes andre danske væbnere.
| Tilbage til forsiden |